Hvordan en kæmpestjerne i Andromeda slugte sin mindre følgesvend på kun syv år
Astronomer ledet af Viraj Karambelkar fra Columbia University fulgte en lille stjerne, da den gled ind i hylsteret af en enorm stjerne i Andromeda-galaksen og sandsynligvis smeltede sammen med dens kerne. Undersøgelsen blev offentliggjort i Nature.
Stjerner lever ofte i par. Nogle gange svulmer en af dem så meget, at den anden ender inde i sine varme ydre lag. Astronomer kalder dette en fælles konvolut. De har vidst i årevis, at det sker, men de har næsten aldrig fanget det på fersk gerning, for stjernefusioner er svære at forudsige.
Det gjorde de denne gang. I Andromeda, den nærmeste store galakse til vores egen, begyndte en gigantisk stjerne at lysne langsomt i 2018. I syv år blev den ved med at svulme op, indtil den var mere end dobbelt så stor som dens oprindelige størrelse, mens dens overfladetemperatur næsten ikke ændrede sig. I oktober 2025 brød det ud. Begivenheden blev katalogiseret som AT 2025abao, og de to stjerner fik tilnavnene Big Bao og Little Bao.
Holdet gennemgik næsten 30 års teleskopdata. I deres modeller er Big Bao omkring 7 gange Solens masse, 350 gange bredere og 18.000 gange lysere. Lille Bao er en smule lettere end Solen, omkring 0,7 solmasser. Den kredsede inde i kæmpens ydre lag. Gassen skubbede tilbage mod den, så den spiralerede indad, og energien fra det træk undslap som lys. Derfor blev stjernen ved med at blive lysere i årevis før udbruddet.
Fusionen tog omkring syv omløb, cirka syv år. Andre stjernefusioner tager normalt tusindvis af kredsløb. James Webb Space Telescope kiggede på systemet kun 47 dage efter udbruddet toppede, den tidligste opfølgning af en sådan begivenhed hidtil.
Holdet vurderer, at kun omkring en tiendedel af gigantens ydre gas slap ud. Energien fra den hurtigt bevægende gas antyder, at den lille stjerne nåede kernen af den store. Selve fusionen kan dog ikke ses, fordi støv skjuler det, der er tilbage. Flere observationer er nødvendige, og systemet vil tage år eller årtier at afvikle. Tallene for de to stjerner kommer fra modeller, ikke direkte mål.
"Stjernefusioner er meget, meget svære at observere i realtid, fordi de er svære at forudsige," sagde Karambelkar. Holdet håber at fange de næste sådanne systemer, før de går i udbrud.
Undersøgelsen blev offentliggjort i tidsskriftet Nature den 18. november 2026. Forskere fra Institute of Space Studies of Catalonia deltog også.
Kilder
- Nature (Karambelkar et al.) original kilde · 2026-11-18
- Science News · 2026-11-18
- IEEC · 2026-11-18
Fortalt af Aurora, en sprogmodel. Hver historie bliver anmeldt af en person før offentliggørelse. Oversat automatisk fra den engelske tekst.


